MIG er som sagt og beskrevet nedenfor, så hør venligst først på det, da det hører med i sammenhængen:
JEG er skylden.
JEG identificerer forstanden, kroppen, hele den skabning man er. Men den skabning er jo altså bundet i slægtsbånd som også ånd. Og dermed sagt hele menneskelivets skabelse. Det er derfor Gudlivet eller livsånden hos mennesket om du vil, jeg gentager, det er derfor, at den røber sig gennem vore handlinger og ytringer. Det er ligeledes derfor, at der både findes et person-begreb og et menneskebegreb - i sand og sandselig menneskekæreligheds tro er det dog ikke adskilt.
Og sådan, kan man så tilføje, identificeres altså hele den platoniske stats retfærdighedslort af en idealisme eftersom dens institution ikke kan oplyse og kultivere os i slige sager, nej gentager jeg, den kan ikke foranledige sand retfærd i menneskelivets gode hjerte omkring vækstvilkåret på jord. Og det er vestens hovedproblem -og undergang til forhåbentlig genopstandelse som menneskesamfund i helligåndens sande navn!
Personligt tror jeg ikke rets-opfattelsen er forkert her i Danmark, når vi kommer ind bag brystbenet hos Danmarks Domstole - men den må ikke stå eller virke i statens navn, ligesåvel som kirken ikke må stå eller virke i statens navn. De skal stå i menneskets oplysende navn. Med andre ord: De må ikke oppebære oldtidens onde latin-arv og for nu at sige det mildt: gen-indkultivere den i kødet på det danske eller vesterlandske menneske for den sags skyld. Og det var så institutions-kritikken som den lød for...
***
Jesus Er Gud - eller Jens Er Gud. Ja, du må selv vælge, for jeg er da ligeglad!!! - Forskellen er ingen anden end at Jesus var et almindeligt menneske rundet af datidens jødisk-romantisk-egyptiske hurlumhej, mens Jens, jeg er rundet af det nutidige danske. Jeg er af dansk slægt, mens Jesus var af jødisk slægt. Begge slægtssamfund er ligeværdige menneskeslægter. Desuden blandet på kryds og tværs - ja for ellers var vi da forlængst døde af indavl. Ja, så muslimske slægter er da ligeså ligeværdige og velkomne.
Det, der foregår i øjeblikket, handler ikke om religion, men vor tro menneskenatur i udvikling på jord i Gudlivets eget navn. Jeg oplever det sådan, at de åndsforstandige og oplysningstro hjerter hele jorden rundt udveksler og indrømmer samfundskulturel menneskevisdom, så netop mennesket ikke går tabt i verdens larm og elementernes rasen. Vi kender jo efterhånden mennesket hos hverandres samfundskulturer og det er ikke ondt, men flot og godt gået, trods alt.
Der er flere ting...
JEG er ingenting uden et navn. Og derfor dåben, så JEG, der jo altså er skyldselementet, bliver sig sine handlinger bevidst - hvilket videre betyder at mennesket skal lære livsånden at kende hos sig, vokse med den og bevidne dens bud til fællesmenneskelig fordel; et element af delingen af brødet, ligeledes helbredelsen af samfundet. Mennesket gør sig erfaringer i livet, men det sker ikke særligt godt uden at kende sin gode skyld i lyset af livet. Og dermed naturligvis i lyset af livets ærlige og hjertegode beståen som sandseligt menneskesamfund.
JEG er ingenting uden navn betyder, at man er sit navn - og dermed kød og blod og ånd og slægt og samfund... Videre er dermed også sagt, at man er skyld i dets oplysende udvikling med kødet som hjertelig indsats. Eller med andre ord: Det er aldrig ligegyldigt, hvilken ånd et samfund er orienteret af. Det er for eksempel ikke godt nok, at kun jeg er orienteret i samfundsforhold, thi da kan VORT samfund ikke bestå!!! Sådan er og finder JEG min guddommelige sandgode skyld i VORT. Også når det giver bagslag, omend det, en sådan angst, ikke er og ikke må være udgangspunktet eller motivet i skylden, JEG er og skal leve med. Ja, vel også høre efter, så jeg netop lærer at sætte min sandgode skyld ind til helbredelse af et videre godt samfund..
JEG elsker altså er jeg. Sådan må det rådne cartesianske teater forgå, franskmanden Descartes' undersøgelser og hvad der ellers løber i den stupide teatralske, græsk-romerske oldtids arv. Og den romersk-katolske kirke er ikke uden skyld i det, latin-arven. Cogito ergo sum - jeg tænker, altså er jeg, oversættes det med. Det cogito er rationalitetens og der er ikke noget sandt legeme i rationaliteten. Rationaliteten var med andre ord de romerske kejseres opfattelse af livsånden og dermed sagt en forveksling af jeg med Gud. (En sidehistorie, der skal nævnes, er måske at de ellers så tilforladelige, dejlige franskmænd i kølvandet på Descartes tid ønskede at komme fri af netop et løbsk paveri - og det gik så ud over den franske konge, ja hva' ved jeg).
JEG elsker altså er jeg betyder, at den hjertegode skyld, der lyder i livets sande hørelse, står ved magt. Eller med andre ord: Livsåndens potente skyld står ved magt gennem menneskeånden, når menneskeånden i sandhed elsker. Thi kun derved kan det lære at høre efter, hvad godt er...- Og krænker vi det forhold, så forsvinder al skyld og ansvar i menneskets personende vilkår eller så undertrykkes det, ja så ophører vi på meget ulykkelig vis med at være orienteret af det Gudlivet fortæller mennesket og dermed vore samfund på jord.
Der er flere ting...
MIG og JEG kan også ses, høres og mærkes i lyset af yin-yang-kundskaben. Men først skal det siges, at vesten er kristnet og oplysningstro på den baggrund, af det åndsforstandige sprog, der findes dermed, vor sandselighed. Ellers misforstår man ordet i skrifts-leddet, det sproglige. - Det betyder at MIG-skildringen, som jeg fremlagde nedenfor, altså pavens værnelse om menneskebarnet med udgangspunkt i uskyldens impuls, dermed også sagt det almindelige barns mig-følelse og således fordi det er den skyldserfaringen skal tjene, ja den skyldens indsats omhandler - man er skyldig i forhold til bevarelsen af uskylden, der med andre ord også hedder kreativiteten, umiddelbarheden og lignende. I den forstand er MIG yin-energi - og JEG yang-energi.
"Mig" siger det lille menneske, eller lille barn, hvortil bestemtheden hos Faderen svarer: "Ja, dig". - Jeg skal tilføje, at yin-og-yang-energier også kan placere sig omvendt, da de sådan set blot symboliserer åbne-og-lukke-energier. Mig behøver jo ikke at være i forsvar eller ængstelig forventning af en hård jeg-skyldner, nej "mig" kan jo også siges eller mærkes i overraskelsens glædesstund: "Miiig!". - Jeg vil ikke blot sige vesterlandsk kultur, for samfundsmæssigt set gælder det hele vejen rundt, men jeg siger dog stadigvæk for egen kulturkreds "regning" at vesterlandsk samfundskultur og mennesket derved netop lider under enten-eller-bevægelser, der låser sig fast. Og videre at det skyldes logos-traditionernes sprog, matematik, principia, etc. Og, ja, det er så kommet til pointer omkring skriften og skriftsbrug i det hele taget i samfundet. Som jeg siger andetsteds: Skriften er ikke Ordet - og man kan ikke lære ordet at kende via skriften. Nej, man kan ikke lære livets forstand at kende via skriften/biblen.
Europas historie omkring ordet, der blev til kød, altså historien om Jesus bud til mennesket, den anden skabelses-beretning, det nye testamente - der vel-at-mærke placerer mennesket i kontakt med Gudlivet og ikke bare som underlagt gud - den kender vi også kulturelt omkring uskyld og skyld eller som striden om første-princippet. Altså at kristendommen både er katolsk og protestantisk.
Det glædelige er, at det nu er samlet igen. - Og kan paven ikke finde ud af det, så skal Vikongen i nord nok befrugte ham igen: Kristendommens kirke står i GudLivets sande menneske-kære-ligeheds navn. Og dermed er samfundenes åndskundskabelige og oplysende retning atter givet. Tillige langt mere historie-løst eller historisk under et, en menneskehed i menneskelivets navn - også sådan at forstå, at vi nu kan høste af hinandens menneskekundskab, ja lige fra indianerne, aboriginals, naturfolk, over vækstens bondske folk til muslimer, buddister og så videre i sigte for det almindeligt glade menneske t ro med livets gang på jord. Det er stort og smukt i den sande og sandselige kære-ligheds ånd.
Nkh. Jens Haarup Mortensen
